1980'erne

1980’erne

Konfirmandturen til Venø den 11. april 1980 blev en stor oplevelse for de 65 konfirmander, kirkens 2 præster samt de frivillige, der var taget med på turen. Man havde lånt Herning FDF’s sommerlejr ”Firbjergsande”. Man tog afsted om fredagen og kom hjem søndag efter at konfirmanderne havde forberedt og gennemført ”deres egen gudstjeneste” i Danmarks mindste kirke, Venø kirke. 1980 var året, hvor kirken kunne fejre sin 10-års fødselsdag. Det blev naturligvis markeret med både festgudstjeneste 1. Søndag i Advent og et program på dagen med tryllekunstner, festligt H.C. Andersen program, fødselsdagskor og en særlig invitation til alle 10-årige i Skalborg, som havde fødselsdag enten i november eller december. De kunne melde sig på kir- kekontoret og reservere dagen, og så blev der gjort lidt ekstra stads af dem.

FDF Skalborg bygger kredshus

1980 var også året, hvor der blev bygget et FDF / FPF kredshus i Skalborg.
Fire år skulle der gå fra idéen blev født, til kredslederen stod med nøglerne til en nedlagt varmecentral på Digtervejen i hånden. Der var rigtig meget, der skulle gøres, for det var bogstaveligt talt kun tag og ydermure, der stod tilbage. Men takket være en utrættelig og ihærdig indsats af ikke mindst en hel del forældre, som lagde kræfterne i weekenderne, lykkedes det at få et velfungerende kredshus, Bakkehuset, ganske tæt ved kirken. Kredsens vækst gjorde det nødvendigt at finde egnede og bedre rammer, som en slags filial til kirken.

Gerda Essendrup stoppede som organist i vinteren 1982 efter 8½ år i Skalborg for at tiltræde en stilling ved Dronninglund Kirke.

Sognets hjælpepræst i et år, Bjarne Christensen, blev fastansat og bosatte sig med familien i en nyerhvervet villa på Johan Skjoldborgs Vej nr. 8 sidst på året.

 

Den 15. februar 1981 fik ”Unge Hjem i Skalborg” besøg af den lokalt forankrede, men i vide kredse kendte planteskoleejer Martin Thomsen. Der stod blandt andet i pamfletten: ”Martin Thomsen er kendt som en dygtig og interessant foredragsholder, der gennem sine mange rejser rundt i verden og sit store menneskesyn, har meget at sige”.

 

Konfirmandlejr i Dollerup og unge piger i Bangladesh

Årets konfirmandlejr gik til Dollerup ved Hvalpsund med 70 forventningsfulde konfirmander, hvor kordegn Georg Christiansen var den utrættelige medarrangør.

Ydre Mission afsluttede indsamlingen til kostskoleophold for unge piger i Bangladesh, men kastede sig straks over et nyt projekt, nemlig et kirkebyggeri i Nigeria.

Velkommen til Eva-Marie Kjæhr, ny organist i Skalborg Kirke

Den 1. juni 1983 blev organist Eva-Marie Kjæhr (tidligere Olesen) ansat. Forud var gået en lidt turbulent tid med skiftende vikarer efter Gerda Essendrops afsked. Men til trods for det, lykkedes det at holde kirkekoret intakt. Eva-Marie Kjæhr havde før sin ansættelse bl.a. virket som organist ved Hjallerup Kirke og i Kongerslev Pastorats 3 kirker. Med i bagagen havde hun en pianistuddannelse og manglede blot 1 år af diplomuddannelsen i orgel.

 1983 var et jubilæumsår i mere end én forstand. Her kunne folkekirken i hele landet fejre både Martin Luthers og N. F. S. Grundtvigs fødsel for henholdsvis 500 og 200 år siden. Arrangementer i den anledning vidnede flere artikler i kirkebladet om.

 

Skalborg Kirkes kordegn, Georg Christiansen

Med udgangen af oktober måned 1984 fratrådte Georg Christiansen sin stilling som kordegn. Det blev markeret på festlig vis. Menighedsrådsformand Kai Brogaard Jensens tak til Georg Christiansen, som blev bragt i kirkebladet 1984/5 bringes her:

 

”Med udgangen af oktober måned 1984 slutter Georg Christiansen  sit  embede  som  kordegn  ved  Skalborg  Kirke efter 15 år på posten. Her i bladet skal der bringes en hilsen og en tak. Er det nu til at forstå? Man får ikke tanken, når man er sammen med ham. Ikke under samtalen, der løber lige så let og stadig føres af ham, sammen med en hjertelig latter, som har været til glæde og opmuntring for alle, der har været sammen med ham
- store som små. Hans fond af viden står stadig til hans rådighed, hans interesser er mange, hans humor er lige levende.

I de mange år Georg har virket ved Skalborg Kirke har han ydet en meget stor og krævende arbejdsindsats. I menighedsrådet mødte vi fra Georgs side en aldrig svigtende loyalitet, en åbenhed og til- lid, der gjorde samarbejdet godt og trygt. Vi mødte en målbevidst stræben efter at bevare stedets tradition, dets åndelige præg, dets kristne livsholdning.

Hans stadige fastholden af dette grundsyn parret med et nøgternt, realistisk syn på arbejdet for at leve op dertil, gjorde at opgaverne ikke blev til besværlige vanskeligheder, man lettest muligt skulle slippe igennem, men til udfordringer, der nødvendigvis skulle tages op, opgaver, der skulle løses.

Jeg tror godt jeg tør skrive, at alle i Skalborg kender Georg, og når man taler om Skalborg Kirke, kommer man uvilkårligt til at tæn- ke på ham. Ofte hører man beboere i sognet og folk, der kommer udensogns fra sige: ”Det er dog alletiders kordegn, I har”!

Hans store arbejde for FDF / FPF, hans mange besøg rundt i hjem- mene, hans kærlighed for børn og hans snakken til folk i alle aldre, når han på cykel jagtede til og fra arbejde, har været med til at placere Skalborg Kirke som et sted, hvor man kan lide at komme. For den gerning, der er øvet, for det sind, hvormed den er øvet, skylder vi en stor og varm tak.

Altid har man kunnet komme og få hjælp hos Georg. Hans valg- sprog er: ”Man skal tælle de lyse timer”. Dem har han i sandhed givet mange. Vi håber at Georg må nyde sit otium og fortsat må have sit gode helbred og gode humør, men vi håber også, at han vil se tilbage på tiden ved Skalborg Kirke med glæde og taknemlighed.

Vort farvel vil vi udtrykke i ordene: Gud i vold!

På menighedsrådets vegne – Kai Brogaard Jensen.”

Korveteranstævne

Det  glædede  Georg  Christiansen,  at  han  nåede  at  opleve det store Korveteranstævne på den sidste lørdag i sit aktive arbejdsliv. Det fandt sted den 27. og 28. oktober og gennem en ihærdig indsats fra bl.a. tidligere og nuværende kormedlemmer, var det lykkedes at finde frem til 67 forhenværende sangere fra Skalborg Kirkekor, som alle havde fået en indbydelse til at deltage i stævnet.

Ved koncerten medvirkede bl.a. tidligere organist ved kirken, Bente Frendrup og sangpædagog Hanne Sørensen. Ved korstævnet fik Georg Christiansen overrakt en orgelfantasi til FDF- sangen ”Langt over lande” komponeret af Jesper Madsen og specielt tilegnet Georg Christiansen. ”Langt over lande” var oprindelig skrevet til FDF’s 15-års fødselsdag i 1917.

 

Velkommen til Bente Schüsler, ny kordegn


I 1985 tiltrådte Bente Schüsler som ny kordegn. Hun kom fra en stilling som kordegnemedhjælper ved henholdsvis Ansgars Kirke og Budolfi Kirke gennem 7 år. Hun glædede sig til at få sit virke i en moderne kirke, hvor der var sognesal knyttet til kirken, som ville give større mulighed for udadvendt arbejde, hvilket hun så frem til.

 

Den 20. september 1985 drog kirkens eget kor afsted til Frederiksstad. Turens første koncert blev afholdt i Glemmen Kirke, og dagen efter deltog koret ved en familiegudstjeneste i domkirken, og senere var der aftensang. Turen varede fra fredag til mandag, og opholdet gik rigtig godt ikke mindst takket være de gæstfrie norske værtsfamilier.

 

Den 12. maj 1986 blev der afholdt en særlig koncert i Skalborg Kirke. Medvirkende var Skalborg FDF/FPF-orkester og Eva- Marie Kjæhr ved orglet. Orkestret blev oprettet i oktober 1980 af dets nuværende leder Peter Krogsøe. Orkestret opnåede hurtigt en fin standard og popularitet og blev benyttet meget inden for kredsens arbejde. Skalborg Kirkekor, som i 1986 fyldte 19 år, var det år travlt optaget af at forberede sig på indspilninger til Sangerdysten samt en radiooptagelse af De Ni Læsninger.
350-året for Diderik Buxtehude, en af baroktidens store komponister, blev markeret ved en samlet opførelse af hans orgelværker i kirken i løbet af 1987-88.


Som noget nyt arrangerede aktivitetsudvalget hen over vinteren en række forfatteraftener med navne som bl.a. Knud Holst og Lars Borberg, som også var børnebogsforfatter samt forfatter og højskolelærer Jens Rosendal. Møderne lagde også op til dialog med forfatterne.

Peter Krogsøe skrev i Skalborg Kirke Nyt 1988/4 en nekrolog om nyligt afdøde Georg Springborg Jørgensen. Artiklen bringes her:


”Et vigtigt kapitel i Skalborg Kirkes historie er ved at kunne skri- ves til ende. Med Georg Springborg Jørgensens død (1916-88) er endnu et af de mennesker gået bort, som har været med til at føre Skalborg lykkeligt igennem forvandlingen fra lille stationsby til levende lokalmiljø i storby-samfundet.

Georg Springborgs liv var såvel i arbejdslivet som lærer som i de mange tillidshverv, der blev betroet ham, i menighedsråd og provstiudvalg og som forretningsfører for vandværket bl.a. ken- detegnet ved stor dygtighed, imponerende flid samt en utrættelig kamp for, hvad han fandt rigtigt og sandt.

På Sofiendalskolen havde Georg Springborg, i det år for år vok- sende elevtal, et blik for den udvikling, Skalborg gennemløb, og det er ikke mindst hans fortjeneste, at mange af de kvaliteter, som udmærkede den lille skole, blev bragt uantastet ind i den store. Takket være ham og en række gode kolleger, for hvem han var en uvurderlig støtte, kan vi i dag fortsat betragte Sofiendalskolen ikke bare som ”skolen” men som ”vores skole”. Og for en generation af elever og forældre vil ”vores skole” for stedse være uløseligt forbundet med navnet Georg Springborg.gså i Skalborg Kirkes historie vil Georg Springborg have en bli- vende og særdeles fremtrædende plads. Allerede tidligt talte han varmt for, at der skulle bygges kirke på dette sted, for at mennesker også her kunne få del i den glæde, han selv havde fundet i evangeli- et om Jesus Kristus. I et lykkeligt samvirke med andre gode skalbor- gere gik han i spidsen for at få rejst det hus, vi og kommende slægter nu daglig kan glæde os over, og da grundstenene skulle nedlægges, var det en selvfølge, at Georg Springborg var en af dem, der fik overdraget dette ærefulde hverv.

En kristen kirke er dog ikke i første række sten og mørtel, men mennesker forenet i troens fællesskab. Det vidste Georg Springborg bedre end nogen, og overalt hvor menigheden samles ved gudstjene- ster, sognemøder, studiekredse m.m., var han med. Georg Spring- borg er nu ikke mere synlig iblandt os, men i mindet vil han leve videre hos os som en stadig inspiration til utrætteligt med glød og frimodighed at løfte den arv, han har efterladt os”.

"Unge Hjem" bliver til "Hjemmenes Aften"

”Unge Hjem” havde haft nogle års pause, men ville igen begynde at lave nogle arrangementer. Skønt det hed ”Unge Hjem” var alle velkomne – unge som ældre. ”Unge Hjem” måtte sande, at de familier, der i sin tid havde påbegyndt ”unge hjem” 13 år tidligere, var blevet ældre! Men udvalget ønskede stadig at afholde arrangementer med familien og det kristne livssyn i centrum under en ny titel: ”Hjemmenes Aften”.

 

Spirekor i Skalborg Kirke

Kirkekoret var i 1988 atter med på landsstævne med FUK i dagene 17.-21. juni, hvor 1200 sangere fra hele landet drog til Odense, som det år fejrede 1000-års jubilæum. Fra Skalborg deltog 15 sangere og 3 voksne ledsagere.
Et nyt kortilbud så dagens lys: ”Spirekoret”, som var åbent for alle sangglade børn i alderen 6-13 år. Takket være en trofast forældrekreds har det været muligt at gennemføre korenes arrangementer, også ud af huset, så at sige. Et ad hoc voksen- korhold blev også dannet. Der krævedes ikke nodekendskab, blot man kunne synge nogenlunde rent. Også dette kor stod Eva-Marie Kjæhr for.

  Skalborg Kirke   ·   Digtervejen 6, 9200 Aalborg SV. · CVR nr. 23282216.  EAN nr. 5798000853201      Tlf. 51 51 70 06 (tirs.-fre. kl. 10-12)       skalborg.sogn@km.dk