Skalborg Kirke indvies

Søndag den 29. november 1970 – 1. Søndag i Advent
– oprandt den store dag, hvor Skalborg Kirke kunne

indvies. Kirken knejsede stolt på bakken med sit 22 meter høje klokketårn, som kunne ses viden om. Allerede efter sommerferien havde kirkens nye menighedssal og 2 konfirmandstuer været i brug til klasser fra Sofiendalskolen, som manglede lokaler. Dagen før dagen var også ganske speciel. Kirkens organist, Bente Frendrup, kan således fortælle:

”Byggeriet af kirken skred frem. Det forekom mig, at den blev færdig i sidste øjeblik. Aftenen inden 1. Søndag i Advent fejedes det sidste sand ned i murstensgulvets fuger. De 3 kirkeklokker var kommet på plads i tårnet. Vi – kirkens ansatte og menighedsråd – sad samlet og skulle nu høre klokkerne for første gang. ”G – B – C” lød det ud over hele sognet. Tonerne snart enkeltvis, snart i samklang 2 eller 3. Det var en højtidsstund!

Kirkeindvielsen 1. Søndag i Advent 1970 blev en festdag af rang. Jeg spillede på et lille 4-stemmers pibeorgel, idet det nye orgel først var ved at blive bygget. Kirkekoret sang 3-stemmigt ”Tak og ære være Gud”. Om aftenen var der festkoncert med den senere Wagner-tenor Poul Elming”. – Så vidt Bente Frendrups minde fra dagen.

Indtil kirken fik sit nye orgel klarede man sig med et lille pibeorgel, der tidligere havde tjent i Viborg Domkirke, Odense Domkirke og i Løgumkloster som 2. orgel.

400 skalborgere til indvielse

Selv om menighedsrådet havde forudset en stor tilstrømning til Skalborg Kirke på indvielsesdagen, var der langt fra plads til alle i kirkerummet, som kan rumme cirka 250 personer, heraf 200 på gulvet og 50 på pulpituret. En del af de godt 400 skalborgere, som mødtes på denne tågede søndag, overværede gudstjenesten fra våbenhuset. Fra den gamle flyttekirke udgik procession som blev ført an af biskop Erik Jensen og politimester Erik Nyborg. Derefter kom domprovst Børge Roesen,menighedsrådsformand Poul Mandrup Larsen bærende dåbsfadet, Skalborg Kirkes sognepræst Poul Berg med kirkens kalk (til altervin), kirkeværge Kai Nielsen med kirkens disk (til nadverbrødet), pastor Carl Vagn Rønn Sørensen med kanden til altervinen, næstformand Johannes Sørensen med oblatæsken (æsken til nadverbrødet), pastor Helge Lundberg med Bibelen, menighedsrådets kasserer Georg Springborg Jørgensen med ritualbogen, pastor Cai Rasmussen med alterbogen og menighedsrådsmedlem Karen Thomsen med salmebogen. Processionen blev ledsaget ind i kirken af festlig musik ved Bente Frendrup på det lille orgel. På alteret – lige under den korsfæstede Kristus – var en stor buket Judaspenge symbolsk anbragt.

Efter indgangsbønnen ved pastor Rønn Sørensen sang koret og menigheden salmen ”Gør døren høj, gør porten vid”. Herefter talte biskoppen over den gammeltestamentlige tekst fra Esajas Bog, kap. 42, vers 1-3: ”Se, min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal bringe ret til folkene. Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr”.

Skal vi have bygget en kirke i Skalborg?

I sin tale før selve indvielsen kom biskoppen ind på problematikken omkring kirkebyggeri i Danmark og sagde bl.a. :

”I de 27 år jeg har været med til kirkeindvielser, har dette spørgsmål altid været debatteret forud: er det ikke mere nødvendigt at bygge boliger, rådhuse og plejehjem end kirker, netop i en tid, hvor der er mangel på samme; men det er nu forkert at spørge sådan” – sagde biskoppen, og fortsatte:

”Jeg husker første gang vi samledes hernede for at drøfte spørgsmålet: Skal vi have bygget en kirke i Skalborg? En snes stykker tog ordet og næsten alle sagde som med én mund: ”Vi må ha’ vores egen kirke!” Til et samfund hører noget af fællesskabets karakter: Kro, kirke, plejehjem, teater, museum og skole. Det hører alt sammen med, for at det kan blive et samfund, hvor mennesker trives. Om denne kirke, opført i tidens stil, tror jeg, skalborgerne vil sige engang: ”Det var godt, det blev os, der fik denne kirke”.

Fra indvielsen af Skalborg Kirke med biskop Erik Jensen

Efter biskoppens tale trådte domprovst Børge Roesen, pastor Helge Lundberg, pastor Cai Rasmussen og menighedsrådsformand Poul Mandrup Larsen frem og læste hvert et afsnit i Bibelen.

Herefter sang man: ”Vær velkommen, Herrens år”. Efter indvielsesordene: ”Så indvier jeg da på mit kalds vegne dette hus i Herrens, Sønnens og Helligåndens navn” – velsignede biskoppen hver en del af kirken (alterbord, døbefont, prædi- kestol og orgel) samt alle, der for fremtiden måtte komme i kirken. Herefter overgav biskoppen kirken til dens menighed og præst og efter en kort kirkebøn blev salmen ”Blomstre som en rosengård” sunget. Derpå overtog pastor Poul Berg det videre gudstjenesteforløb med prædiken og altergang, som ved en normal højmesse. Koret sang ”Tak og ære være Gud” og menigheden sang med på salmen ”Lovet være du Jesus Krist”.

145 mennesker deltog herefter i altergangen og efter takkebøn og velsignelse sang man inden udgangsbønnen salmen ”Op, glædes alle, glædes nu”.

Sognepræst Poul Berg holdt en prædiken, som her bringes i sin helhed. Den blev holdt over dagens tekst, Mattæusevange- liet, kap. 21, vers 1-9 om indtoget i Jerusalem. Ved en kirkeindvielse erklæres rummet for helliget og afsondret fra denne verdens larm og al verdslig handel, og prædiken handlede om, hvordan det er muligt at afsondre sig.

Poul Bergs prædiken fra kirkeindvielsen

”I mere end en menneskealder har folk på dette sted syslet med tanken om at bygge en kirke her. Og det er ikke blevet ved tanken. Mange er de, der gennem en årrække har investeret tid og kræfter og penge på denne sag.

"Og så er det os, der får lov at opleve ideens virkeliggørelse. Det kan vi kun notere os med glad forundring og med taknemmelighed – med taknemmelighed mod dem, der ryddede grunden før os, men også mod dem, der i de sidste år og måneder i særlig grad har lagt sig i selen for at føre os frem til denne dag. Det er privatpersoner, firmaer og myndigheder, der har hjulpet hinanden med at hjælpe os, og skønt jeg godt ved, at folk, der får penge for et stykke arbejde, værsgo’ har at gøre dette arbejde og gøre det ordentligt – så bør det nok siges, at der er nogle, som har slidt frivilligt og ganske gratis. Og der er nogle, der mens sagen cirkulerede fra instans til instans tydeligt har vist, at det heller ikke for dem blot drejede sig om en ekspeditionssag – det var også en hjertesag. Hvis vi ikke var stødt på den slags mennesker i tegnestuer og på byggeplads, i værksteder og på kontorer – ja, så betvivler jeg, at vi nogensinde kunne have holdt indvielse; det var i hvert fald ikke blevet i dag. Jeg vil gerne her fra prædikestolen give udtryk for vor taknemmelighed til de mange.

Og nu er kirken så indviet – og taget i brug. Vi har hørt, at biskoppen på sit embedes vegne ”helligede og afsondrede dette rum fra verdens larm og al verdslig handel”. Og den menighed, der nu i nogle år har været samlet søndag efter søndag i den lille flyttekirke vil vide at værdsætte det. For trods al vor glæde ved og følelsesmæssige bundethed til dette lille kønne gudstjenesterum, og trods vor tids begejstring for formløshed og foragt for faste rammer, så ved vi af erfaring, at det er en belastning at holde offentlig gudstjeneste og privat andagt i et kirkerum, der nok er helliget, men bestemt ikke afsondret fra verdens larm.

Der er også så meget i vor hæsblæsende tid, der gør det menings- fyldt, ja nødvendigt, at have et sted, som giver mulighed for pause, stilhed og ro - et sted, hvor man trygt og stille må være sig selv, helt borte fra ethvert kapløb om succes – et sted, hvor et menneske ikke skal stille sig an og stramme sig op for at yde, men trygt som et barn i sit hjem må leve af – at tage imod. Vi er nu engang indrettet sådan, at vi afstumpes og tværes ud rent menneskeligt, hvis vi ikke får lov bare engang imellem at være fritaget fra at skulle præstere noget, og fritaget fra at skulle sammenligne os selv med andre – el- ler med os selv. Der er ikke mange steder, hvor det er muligt i dag. Men kirken er et sådant sted; ellers er kirken ikke kirke.

Det betyder imidlertid ikke, at kirken skal være et mentalhygiej- nisk institut eller et bedre rekreationshjem, hvor enhver i dorsk ro skal kredse om sig selv og i sit eget indre finde livets mening og sindets hvile.

Ethvert menneske, der sætter sine ben i en kirke skal møde noget andet end en tavs ro og noget andet end sig selv. Vi skal i kirken møde et ydre ord, der taler til os fra Gud, og som sætter os på plads. I dag taler Gud til os i evangeliet om Jesu indtog i Jerusalem. Det er jo ikke ligefrem afsondrethed fra verdens larm, der præger denne første palmesøndags hændelser. Der var en syngen og en larmen, en råben og en renden af folkemasserne, af nysgerrige og ligeglade, af begejstrede og alvorlige, af dem, der altid kommer osende for underholdningens skyld, hvor folk stimler sammen, og af dem, der skal være til stede, hvor folk stimler sammen, for at påse, at alt går ordentligt til. Og der var vel også nogle, der mente noget med det, da de jublede mod Jesus: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” – eller i det mindste troede de, de mente noget med det.

Kort sagt: Vi kan vel regne med, at forsamlingen den dag var lige så broget og uoverskuelig som en forsamling, der fester ved en kirkeindvielse – hvem, der er der og hvorfor er ikke til at hitte ud af– og det kan såmænd også være det samme.For det væsentlige i sagen, det er, at ind i denne brogede flok kom- mer Jesus, trods verdens larm og al verdslig handel; han kommer ”sagtmodig og ridende på et æsel”. Han gør sig ingen store for- håbninger om, hvad folkeskarens stemnings-ladede udråb betyder. Han ved nok, hvor flygtig en folkestemning er – at palmesøndags storstilede arrangementer er en ualvorlig leg. Alvor bliver det først langfredag. Så hvis Jesus ellers vidste, hvad der gavnede ham bedst, havde han holdt sig langt væk.

Man kan sige det endnu hårdere: Det var ganske og aldeles tåbeligt og urimeligt af Jesus, at han ikke i det hele taget blev væk fra menneskers smudsige jord og holdt sig hjemme i sin hellige himmel.

Hvad ville han dog i den beskidte stald i Bethlehem, hvad skulle han på Galilæas støvede og tunge veje, og blandt spedalske udskud og naive fiskere? Hvad var hans ærinde mellem sminkede skøger og beregnende farisæere og luskede toldere og stinkende lig? Og hvorfor drog han ind i Jerusalem, denne konge på æselryg, denne hersker med tornekrone? Og hvad vil han, når han i dag kommer til os i sit ord? For selv om vi er stadset svært op i dagens anledning, så er vi vistnok heller ikke værd at samle på!

Jesus vil vise os, at Gud er så tåbelig, at Han bekymrer sig om os – og så urimelig, at Han holder af os! – Og det kan vi ikke sige os selv, hvor mange kloge tanker vi end tænker, og hvor mange smukke følelser vi end finder frem i vort indre. Det skal vi have at vide – og det får vi at vide – af Jesus.

Jesus påtog sig at være Guds urimelige kærlighed mellem mennesker. Alt hvad han sagde og gjorde var dikteret af den opgave. Men da alt dette ikke overbeviste mennesker, gjorde han en sidste kærlighedens gerning. Han drog ind i Jerusalem som en konge – og han lod sig slå ihjel som en forbryder! Så må mennesker da kunne forstå, at det ikke er tom tale, at Gud bekymrer sig om os, og at Gud holder af os. Så må vi da kunne vide, at vi ikke har vort liv som brikker i et tilfældigt spil, mens en kynisk og ligegyldig Gud iagttager os med kolde øjne og uudgrundelige smil. Så må vi da, som fjumrer så meningsløst rundt mellem hinanden i vor søgen efter livets mening, kunne forstå, at vi ikke behøver at søge mere, for ”godt kan vi nu ved nattetid, kende som børn vor fader blid”.

Der er en mening med vort liv – kærlighedens mening. Vor kærlighed vil ikke holde, vor begejstring kølner hurtigt af, vor ualvorlige søndagsleg med ”det åndelige” mister interessen, så snart hverdagens fortravlede, hårde og realistiske alvor banker på døren. Med adventssøndagens og indvielsessøndagens glædelige budskab bygger nu heller ikke på os. Det bygger på ”Ham, som kommer, i Herrens navn”. Han gør sig ingen illusioner om vor standhaftighed. Han ved godt, hvordan vi er, når det bliver mandag, og når det bliver langfredag. Men han kommer alligevel til os. Og hans kærlighed til os slipper ikke op. Det har vi hans ord for – og det har vi hans liv og død og opstandelse for. Også derude, hvor vi har vort liv – midt i verdens larm og alverdslig handel – gælder det”. Poul Berg

Musikgudstjeneste på indvielsesdagen

Om aftenen på indvielsesdagen var der arrangeret en musik- gudstjeneste. Her prædikede tidligere sognepræst ved Skalborg, John Sørensen, og organist Bente Frendrup havde sammensat et spændende musikalsk program, hvor sangeren Poul Elming og trompetisten Carl Schmidt Møller medvirkede. Efter gudstjenesten var alle kirkens lokaler åbne, så sognets beboere kun- ne tage den nye kirke i nærmere øjesyn.

Den 2. december fortsatte festivitassen med en adventsfest, hvor det nye kirkerum dannede rammen om et betagende kirkespil, der blev fremført af en kirkespilgruppe fra Nr. Nissum Seminarium. Søndag den 13. december blev der afholdt en julekoncert med Nordvestjysk Lærerkor under ledelse af Bendt Astrup. Medvirkende var koncertsangerinde Annelise Ravn, violinisterne Steen Bach Vilhelmsen og Peter Hofmeister samt organist Bente Frendrup.

Om kirkens udsmykning

Selve kirkerummet, som optager en tredjedel af det 900 m2 store byggeri er, udover at være arkitektonisk markant, også markant ved sin udsmykning, som til dels er betalt af Hasseris Kunstfond, dels af private donationer. Billedhuggeren Erik Heide, Nykøbing Mors, har opbygget altervæggen, der er i hele kirkens bredde, som ét stort relief i muren. Det forestiller de 4 paradisfloder fra Skabelsesberet- ningen i 1. Mosebog i Det Gamle Testamente: Pisjon, Gihon, Hiddekel og Frat, der løber sammen i én stor strøm og giver udtryk for skabelsens glæde.

Foran altervæggen er Golgatha-scenen placeret i form af 3 store støbejernskors af Kristus og de 2 røvere. Endvidere er der lavet en frise på alteret i form af et bundt aks udført i støbejern. Døbefonten er lavet som en stor støbejernskumme med duen fra Noahs Ark indfældet. Der bruges i dag et glasfad, der sættes oveni ved dåb. Kirkens vægge er også præget af kunstneren, idet en række mursten er trukket frem, så der kan stilles leven- de lys derpå, ligesom der ved døbefonten er trukket nogle sten frem, så de danner en sol.

Prædikestol

Den murede prædikestol har fire støbejernsplader indfældet med de 4 evangeliske symboler.Det var kirkefaderen Irenæus fra 200-tallet, der tolkede de fire symboler fra Ezekiels Bog og Jo- hannes’ Åbenbaring som udtryk for de fire evangelisters personlige særtræk.

Matthæus: Mand, fordi Matthæusevangeliet starter med at føre Jesus’ stamtavle tilbage til Abraham, jødernes stamfader.

M arkus: Løve, fordi Markusevangeliet begynder med et råb i ørkenen (Markusevangeliet 1,3), hvilket fører tanken hen på en løve, der brøler på stepperne.

L ukas: Okse, fordi Lukasevangeliet starter med beretningen om et offer, og oksen er det traditionelle offerdyr.

Johannes: Ørn, fordi Johannesevangeliet er det mest poetiske, bevingede og ophøjede af evangelierne.

Nogle gange bliver evangelisterne også symboliseret ved fire vandløb, der springer fra et springvand eller en fontæne, som symbolet på evigt liv. Erik Heides overordnede tanke var den, at der skulle gå en lige linje mellem det, præsten forkyndte på prædikestolen, gennem den røver, der fik at vide, at Jesus ville være med ham i Paradis og til Golgata-scenen og så til Kristus på korset med de velsig- nende udstrakte arme. Korsmanifestationerne går også igen på kirkens sidevægge.

Interview med Erik Heide

I kirkebladet 2001/3 blev der bragt et interview med Erik Heide. Artiklen, som er skrevet af Alice Bonde Bentzen bringes her i uddrag:

”Møde med kunstneren bag udsmykningen i Skalborg Kirke. Trods navnet Flade ligger byen på en bakkeskråning på nordvest- siden af Mors. Ud over en lokal Sparekasse, et radiomuseum og en døgner på en lille servicestation har byen ikke længere et aktivt handelsliv. I byens udkant, med sit hvide hus, værksted og have højt placeret på bakken bor byens berømte billedhugger, den 66-årige Erik Heide, der indirekte igennem 31 år har påvirket Skalborg Sogns kirkegængere, idet han er ophavsmanden til udsmykningen i Skalborg Kirke. Erik Heide er oprindelig uddannet som kunstmaler på Kunstakademiet i København men der gik kun meget få år efter endt uddannelse, inden han gik helt over til kun at udtrykke sig som billedhugger. Udstillings- og udsmykningslisten er enorm, og med udsmykning af over 30 kirker over en 40-årig periode, er han en af de nulevende kunstnere, der har sat det største præg på udsmykningen af såvel nye som gamle kirker – og stadig gør. At det ville gå sådan, da Skalborg Kirkes første menighedsråd valgte Heide som kunstner, var jo ikke til at vide, da det først var hans tredje store kirkeudsmykningsopgave. Han betegner det da også som et modigt valg, idet menighedsrådet traf sin beslutning på et udkast bestående af tre små ”tændstikmænd”.

- Jeg husker, at jeg var meget optaget af opgaven, at jeg knoklede løs og sled i det. (…) På grund af Ny Nibevej er jeg i de senere år ofte kommet forbi kirken, og det slår mig hver gang, at kirken virkelig ligger godt. Den er meget intakt og passer fint ind i omgivelserne, hvor husene omkring den er bygget af de samme mursten. Jeg har ligeledes tit gået ind i den. Ser fisken til højre. Indenfor har jeg det fint med det, jeg har lavet. Jeg synes, det udgør en enhed. Jeg må også indrømme, at det er en utrolig barsk Kristusfigur. Jeg har senere afbildet den sejrende Kristus, men i Skalborg er det den lidende, der er i centrum. Det kan godt kaldes en Langfredags- kirke. Når røverne hænger med hænderne strakt op over hovedet og bundet sammen til pæle, skyldes det, at jeg havde set et billede af nogle mennesker fra Biafra*, der var hængt op på denne måde, med hvidmalede tønder bag sig, så var det lettere for modstanderne at skyde dem. (*Biafra er i dag en del af Nigeria)

Lidelsen optog mig. Påskens historie er længere end til Langfredag, den ender med den sejrende, velsignende Kristus. Men når den sejrende afbildes, støder det ikke. Det er derfor nødvendigt at tænke sagen igennem, at sejren indebærer lidelsen Langfredag. Heide mener ikke, man kan tale om kirkekunst, kun tale om god og dårlig kunst, og der skal kun god kunst ind i kirkerne. – Det teologiske må andre så tage sig af, om de vil have kunst- værket ind i kirkerne. Der bliver lavet meget, der er sødt og tilfor- ladeligt, og menighederne bliver snydt for deres penge, for der er ikke tale om god kunst. Heide udsiger det med en vis myndighed, i det han i en femårig periode sad som formand for Akademirådets udvalg for kirkekunst. Udvalget, der består af 9 medlemmer, skal rådgive om kirkeudsmykninger og fremme den gode kunst.”

Indenfor det første år blev flyttekirken nedtaget og flyttet til Emmerbæk ved Hirtshals.

Skalborg Kirkes nye orgel

En stor begivenhed blev indvielsen af Skalborg Kirkes nye orgel. Det nye orgel med 14 stemmer bygget af Marcussen & Søn. Orgelbyggeri var klar til indvielse i efteråret 1971. Forud var gået et års sagsbehandling. Ved en festlig indvielseskoncert den 24. oktober 1971 blev orglet taget i brug. Her medvirkede koncertsangerinde Annelise Ravn og kirkens egen organist Bente Frendrup. Sidstnævnte havde set meget frem til den dag og glædede sig over, at det nu blev muligt at lade større orgelværker komme til deres ret. Samme dag kl. 10 fandt den officielle orgelindvielse sted ved en festgudstjeneste under biskop Erik Jensens ledelse. Det nye orgel kostede 207.441,14 kr.